IQ til besvær.

Noen ganger leser man noe man sliter med å fatte, og lurer på om man bør formidle videre.

Er det sånn at sannheten av og til bør forties, er det sånn at man av og til ikke kan akseptere at sannheten kommer frem?

Vi har vel alle fortalt en hvit løgn som «fin på håret» eller «fin kjole», eller «nei du ser ikke tjukk ut i den buksen», men hva når det kommer til større og mer alvorlige emner?

Jeg kan jo begynne med å stigmatisere meg selv ved å hevde at kvinners IQ i snitt ligger ca 3.6 poeng under menns.

Det betyr ikke at alle menn er smartere enn kvinner eller at alle kvinner er mindre smarte enn alle menn, det er store individuelle forskjeller, og blant menn finnes det flere genier, men også flere idioter enn blant kvinner, menn har større bredde i begge retninger, og altså en liten forskjell på det totale snittet.

Disse små forskjellene plager ikke meg, de er også ubetydelige, og det var heller ikke dette jeg lurte på om jeg burde bringe videre.

Vi kan jo begynne med å fortelle om den danske forskeren Helmuth Nyborg, Danmarks ledende intelligensforsker, og professor i utviklingspsykologi.

Han våget å forske på sammenheng mellom kjønn og intelligens, det skulle han ikke ha gjort.

Denne type forskning er så politisk ukorrekt at mannen rett og slett mistet jobben, grunnet hans resultater. Ikke nok med det, han ble uthengt i pressen, både nasjonalt og internasjonalt, ble beskyldt for illojalitet og han fikk vite at forskningen hans ikke samsvarte med verdiene det danske universitetssystemet bygde på.

Hans leder avsatte ham, begrunnelsen var at man hadde oppdaget unøyaktigheter i ett av hans forskningsresultater, men da tok hans kolleger, og andre forskere på samme type emne affære og påviste at hans resultater var korrekte, de hadde kommet frem til samme resultat.

Han ble renvasket og fikk jobben igjen, men da han fylte 70, og formelt gikk av, fikk han ikke fortsette som emeritus, som vanlig er for en professor som ønsker å jobbe videre.

« Innanfor psykologien kan ein ikkje tillata seg å tala om intelligens; ein kan ikkje måla intelligens og ein kan ikkje rangera folk etter intelligens. Heile intelligensfeltet er eit såkalla «no-go-area». Om du likevel vel å gå vidare, er du eit suspekt menneske, ein person som er viljug til å rangera andre menneske etter verdi. Og om du så ser på gruppeskilnader mellom kjønn og rasar, så er du ikkje berre suspekt, du er amoralsk.» som han selv sier.

Her er mer om historien om Helmuth Nyborg.
Nyborg, en moderne kjetter.


Så kommer vi til det som jeg mener er overraskende, og som den samme forskeren nylig hevdet i et avisinnlegg, angående situasjonen i Sverige. Det går på intelligens mellom etniske grupper, og der er det mye større forskjeller enn tidligere kjent, i alle fall for meg.

«Omfattende adfærdsgenetiske og udviklingspsykologiske undersøgelser af ligheder mellem beslægtede og ikke-beslægtede familiemedlemmer (forældre-børn, børn indbyrdes, en- og toæggede tvillinger, der er vokset op sammen eller adskilt, og adoptivbørn, hvis IQ og uddannelse sammenlignes med biologiske og fosterforældre) viser samstemmende, at indlæringens primære forudsætning, intelligens, er omkring 80 pct. arvelig og ikke kan påvirkes synderligt af opdragelse og uddannelse.

Intelligens er et af de mest stabile adfærdstræk, vi kan måle hen over livsforløbet - og hen over generationer. Andre undersøgelser viser, at immigrantgrupper bevarer deres gennemsnitlige IQ i mange generationer efter udvandring, stort set upåvirket af deres nye (bedre eller dårligere) miljø.

Præsentation af eksisterende etniske intelligensforskelle leder ofte til beskyldninger om racisme og fordomme, men moderne IQ-tests er farveblinde.

Forskningen viser, at ordentligt standardiserede test ikke ”straffer” bestemte grupper. Dertil kommer, at lav IQ er et problem i alle samfund, uanset hudfarve, kultur eller religion. Problemet bliver dog mere iøjnefaldende i samfund med stor social mobilitet, og hvor uddannelser og erhverv hierarkiserer sig selv efter arvelig IQ, end i et kastesamfund. Komplekse jobs kræver høj IQ, der er en mangelvare. Med lav IQ vil visse indvandrergrupper komme til at konkurrere med uuddannede svenskere om de stadig færre ufaglærte jobs.

Har vi ikke mange forskellige intelligenser? Jo, men kun én af dem er virkelig interessant - generel intelligens, estimeret ved den såkaldte g-faktorscore.

Dette estimat udviser større arvelighed og har større stabilitet over et helt liv end mere specialiserede mål. Generel intelligens målt før skolegang forudsiger faktisk med stor præcision uddannelseslængde, erhvervsstatus og indkomst senere i livet, hvor mere specialiserede mål teknisk set har lavere reliabilitet og validitet.

Adfærdsgenetiske undersøgelser viser, at Sahlins antagelse om, at indvandrerne fra de mange forskellige lande kan efteruddannes og integreres i et moderne svensk industri- og velfærdssamfund, er både forenklet og misvisende.

Det viser sig nemlig, at indvandrere fra visse østasiatiske lande møder op med en gennemsnitlig IQ på 105, og at de således har et bedre gennemsnitligt uddannelsespotentiale end svenskere med IQ 98. Dem er der ikke mange uddannelsesproblemer med.

Indvandrere fra det øvrige Europa har groft sagt IQ 98 i snit, og de møder da heller ikke uoverstigelige problemer med uddannelse og integration i Sverige.

Indvandrere fra Mellemøsten, Sydamerika og fra Syd- og Sydøstasien har i snit IQ 86, og det giver skole- og erhvervsproblemer for mange i Sverige.

Immigranter fra Afrika syd for Sahara har et IQ-gennemsnit på omkring 70. Vi ser, at de betragtet som gruppe løber ind i alvorlige problemer med at få en kvalificerende uddannelse i alle de lande, de hidtil er udvandret til, og at de, ganske som svenskere med samme lave IQ, løber stor risiko for at ende på permanent overførselsindkomst.

Det skal noteres, at indvandrergruppernes gennemsnitlige IQ dækker over en betydelig spredning. Derfor vil der selv i de laveste IQ-grupper være nogle få individer med høj IQ, og de må forventes at klare sig lige så godt som høj-IQ svenskere.

Det mest betænkelige ved Sahlins socialdemokratiske parti- og indvandrerprogram har dog at gøre med Sveriges økonomiske fremtid. En række globale storskalaundersøgelser viser nemlig, at et lands gennemsnitlige IQ forudsiger ret præcist samme nations bruttonationalprodukt, dens personspecifikke produktivitet og dens økonomiske vækstrate, noget tidens økonomiske teorier ikke kan tilbyde.

Det virkeligt alvorlige problem for Sahlins åbne samfundsmodel er den fri indvandring fra lav-IQ lande. Det vil uvægerligt sænke det svenske IQ-gennemsnit og dermed forringe Sveriges produktivitet og internationale konkurrenceevne. Det burde forurolige både nuværende og kommende statsledere, at demokrati ikke er uforenelig med et gennemsnitligt nationalt IQ på under 90.

Det burde vække bekymring, at norsk og dansk IQ falder i øjeblikket. Det burde rejse nakkehårene, at hvis Sahlins politiske indvandrerprogram sejrer efter Rigsdagsvalget den 19. september, vil vi se et fald i Sveriges gennemsnitlige IQ, der vil accelerere eksponentielt.

Det ultimative skrækscenarie er dog, at den forestående nedtur synes at omfatte hele Europa, hvor IQ-gennemsnittet vil falde som funktion af skæv subfertilitet og betydelig indvandring fra lav-IQ lande.

Europa, De Forenede Nationer, og menneskerettighedsorganisationerne spiller højt spil med deres globalisering og åbne multikulturelle politik; en udvikling som får en hård dom i lyset af videnskabelige indsigter fra demografi, udviklingspsykologi, adfærdsgenetik og økonomi. I værste fald vil denne politik på lang sigt reducere alle lande til bananrepublikker - uden at gavne udviklingslandene. Kun en tåbe frygter ikke demografisk dynamik.

På det mere jordnære plan må det anbefales, at statsministerkandidat Mona Sahlins nylige udtalelse om, at »Sverige må ikke blive som Danmark«, snarest omformuleres til: »Danmark må ikke blive som Sverige, fordi ingen sand tilhænger af frie demokratiske velfærdssamfund bør handle kontrafaktuelt ideologisk og derigennem sætte kommende generationers tilværelse på spil!«

At det finnes store folkegrupper med en gjennomsnitts IQ så lavt som 70 er vanskelig å tro, det er rett og slett svært overraskende.

Så kan man jo koble denne kunnskapen opp mot utviklingen i de forskjellige land, og se et slags mønster. Er grunnen til den dårlige utviklingen lavere IQ, eller er grunnen til lavere IQ den dårlige utviklingen?

De mest intelligente menneskene er ellers, så vidt jeg kan finne ut, askenasijødene, som i følge Harald Eia i hjernevask hadde en snitt IQ på 112. Et såpass høyt snitt innen en folkegruppe får betydning, jøder står også som vinnere av en fjerdedel av alle Nobelpriser, og representerer 50 % av alle sjakkmestere, til tross for at de ikke utgjør mer enn 0,02 % av verdens befolkning.

Kanskje ikke så rart at Israel er verdensledende på høyteknologi innen data, mobiltelefoni, medisin og medisinsk utstyr?

Dette fant jeg et sted på nettet, og det som påståes i en av kommentarene her virker ganske logisk:

«Det har for eksempel vist seg at høy intelligens ikke gjør en spesielt fremgangsrik som jeger og samler. Sannsynligvis er et skapt syn, god luktesans og en stødig bue meget viktigere. Intelligens er vel heller ikke noen stor fordel om man pleier en enkel kjøkkenhage, men derimot en klar fordel om man driver avansert jordbruk.
Om man kaller for eksempel de svarte sør for Sahara for en rase (den korrekte betegnelsen er congoid mennesketype, ikke neger) eller en befolkningsgruppe er likegyldig. Det viktige er at gruppen ikke har blandet seg med andre grupper i spesielt stor grad gjennom årtusenene. Man regner for eksempel at innblandingen i haplogruppe I (anglosaxere, vikinger etc) er relativt lav, ca 20 % og den er sikkert ikke høyere i Afrika. Det har vært fremført hypoteser at om man lever i et land der man kan finne mat året rundt uten problemer, så premieres ikke heller intelligensen i befolkningsutviklingen.
En vitenskapsmann i programmet forklarte askenasi jødenes høye intelligens med at ettersom de ikke fikk lov til å arbeide med jordbruk med mer, men derimot med bokføring og skrivearbeid, vil det av naturlige årsaker fremst være de jøder som hadde gode evner som kunne forsørge en stor familie. Derfor økte intelligensen i denne befolkningsgruppen som helhet. Observere at de sefardiske jøder ikke har samme høye intelligens selv om de tilhørte akkurat samme gruppe som måtte forlate Israel for mindre enn 2000 år siden.»

Når man leser om dette på nettet forstår man av motargumentene at man egentlig burde holde munn om dette. De som våger å ta opp temaet blir stemplet som rasister (som strengt tatt ikke betyr så mye i disse tider, den type stempel har dessverre helt mistet sin verdi av at det ropes ulv, ulv nærmest konstant) og det som verre er.

Det er mange flere verdier ved mennesker enn IQ. Det er mange menneskelige egenskaper man måler, og konkurrerer i, som sport og skjønnhet for å nevne noe. At noen er penere enn andre, eller springer raskere enn andre er noe man aksepterer, er stolte av, snakker om, konkurrerer i og lever med. Men at noen er smartere enn andre, nei det er ikke like populært.

Derfor har man bestemt at alle er like der.

Så får heller forskning på dette området ofres, og om den nå likevel og gud forby skulle forekomme; forties.